Det buddhistiske tempelklokke forener både lydens videnskab og den smukke formgivnings kunst, så hjertet kan åbne sig i dens storhed.
<Kong Seongdeoks klokke, den største koreanske tempelklokke, skabt i 771 e.Kr. Med en højde på 3,75 meter, en mundingsdiameter på 2,27 meter og en tykkelse på mellem 11 og 25 centimeter er Kong Seongdeoks 18,9 ton tunge Sinjong den største bevarede tempelklokke i Korea.>
28 klokkeslag lyder ved daggry for at bringe lys til mørket i den menneskelige tilværelse.
Mod det tidlige daggrys mørke, mens verden endnu sover, giver klokkernes klang genlyd dybt inde i bjergene. Denne lyd, som vækker mennesket af søvnen, oplyser mørket, runger helt ud til horisonten og trænger ned i jorden så dybt som til selve helvede, forkynder, at for at fordrive et helt livs smerte og kval og vandre oplysningens vej, behøver man blot at tømme og åbne sit hjerte. Den højtidelige, men tydelige og klare lyd af den buddhistiske tempelklokkes efterklang bringer en øjeblikkelig fred til krop og sind, tynget af verdslige bekymringer, og gør det muligt at angre og åbne hjertet. Der findes også en tro på, at det at høre tempelklokken ringe bringer frelse til dem, der lider i helvede, ved at føre dem tilbage til paradiset. På grund af de mange betydninger, der knytter sig til den, har den koreanske buddhistiske tempelklokke siden tidlige tider været et af de vigtigste redskaber i buddhistiske ritualer.
Når man igen og igen bryder overfladen af sin grådighed og vrede, som er så stærk som støbejern, begynder man at erkende oplysningens dybe og klare resonans fra hjertets tomhed. Det er dette, lyden af den buddhistiske tempelklokke betegner, og grunden til, at den uden undtagelse lyder ved hvert daggry.
<Dragedesign øverst på Kong Seongdeoks Sinjong.>
Vedvarende, men klar og dyb lyd
Den koreanske tempelklokke, kaldet "beomjong" på koreansk, er så enestående, at den har fået sin egen klassifikation ("koreansk klokke") inden for akustisk videnskab. Det mest fremtrædende træk ved den koreanske tempelklokke er dens varige, elegante form, som gør det muligt for den fine, men klare klang at høres flere kilometer væk som en "woong-woong-woong"-lyd, der gentager sig, som om den hvert øjeblik vil bryde af, men alligevel bliver hængende. Den lange lyd skyldes bølgefænomenet, hvor klokkens vibrationer skaber to samtidige stærke og svage lyde, der blander sig og gentages, så klangen kan bære over lange afstande. Hvordan er dette overhovedet muligt? Detaljerede videnskabelige analyser har afsløret, at årsagen er de forskellige tykkelser i klokkens øverste, midterste og nederste del. Det er dog ikke let at beregne klokkens tykkelsesforhold, som gør bølgefænomenet muligt, selv med moderne videnskabelige redskaber. Det forbliver et mysterium, hvordan koreanerne for 1.000 år siden selv var i stand til at finde frem til dette.
Den ældste bevarede tempelklokke i Korea i dag er bronzeklokken fra Sangwonsa-templet, beliggende dybt inde i Odaesan-bjerget. Ifølge dens indskrift blev klokken skabt i år 725 e.Kr. (kong Seongdeoks 24. regeringsår) i den tidlige Forenede Silla-periode og er et klassisk eksempel på den koreanske buddhistiske tempelklokke.
<Bronzeklokken fra Sangwonsa-templet, der anses for at være arketypen på koreanske buddhistiske tempelklokker, er den ældste og smukkeste bevarede tempelklokke i Korea.>
<På bronzeklokken fra Sangwonsa-templets krop er der indgraveret en himmelsk fe, der spiller på et musikinstrument.>
Enestående struktur og smukke udsmykninger
Sammen med deres dybe og klare klange har koreanske tempelklokker slanke og flydende former og er prydet med smukke, fine udsmykninger. Mens motiverne på tempelklokker i Kina og Japan normalt omfatter tohovedede drager, er koreanske klokker ofte indgraveret med én drage, der er bøjet i taljen i en naturtro positur. Den fungerer som den krog, klokken hænges i. Endnu mere enestående er klokkens krop, som er formet som en tyk bambusstang. Denne form findes kun på koreanske tempelklokker, og dens oprindelse og funktion er stadig ukendt for forskere. Klokkens skulder og munding er dekoreret med et vinrankemotiv, og klokkens skulder er dækket af fire firkantede felter, som hver har ni cirkulære punkter, i alt 36. På klokkens krop findes et sted kaldet "dangjwa", som rammes for at få den til at klinge. Dangjwaen består som regel af et yderst detaljeret og smukt motiv, der forestiller en fe, som stiger op til himlen.
<Dangjwa, stedet på bronzeklokken, som rammes med klokkehammeren.>
Den største bevarede tempelklokke i Korea er Kong Seongdeoks Sinjong, som i dag er udstillet på Gyeongju Nationalmuseum. Ifølge dens indskrift blev der brugt 156.000 pund kobber til at fremstille den. Denne særdeles store og ekstraordinært udførte klokke – med en højde på 3,75 meter – blev bestilt af kong Seongdeok af Silla for at ære sin fars minde og blev færdiggjort i 771 e.Kr. under kong Hyegongs regeringstid. Kong Seongdeoks Sinjong kaldes også Emile-klokken, et navn baseret på en makaber legende om, at et menneskebarn blev indlejret i klokkens materiale. Den er så slående og majestætisk, at en tysk forsker siges at have udbrudt ved synet af klokken, at hvis en sådan genstand fandtes i Tyskland, ville han uden tøven bygge et særskilt museum til den.
<Fe-figur indgraveret på klokkens krop.>
* Fotos venligst stillet til rådighed af Korea Tourism Organization og Cultural Heritage Administration of Korea.